Selvom udviklingen hele livet har indflydelse på, hvordan vi bliver som personer, så peger al forskning på, at vores barndom har den allerstørste betydning.
Mennesker er mest følsomme i barndommen, hvor sindet ikke er udviklet, hvorfor hændelser indlejrer sig i bevidstheden og i følelseslivet som erfaringer, der kommer til at præge en resten af livet. Dette gælder både de gode oplevelser og svære eller traumatiske oplevelser.
Alle forældre ønsker det bedste for deres børn, og tager sig af deres børn på en måde, som de enten selv er blevet behandlet og/eller med udgangspunkt i dette – på måde, som de selv ville ønske, de var blevet behandlet.
Selv om alle forældre gør deres bedste, vil det være rigtig svært lige netop at give et barn det, det har brug for. Det der er vigtigst, er at barnet føler sig set, mødt og hørt – at man bliver oplevet af en anden person, som den man er.
At forældrene ikke lige har tid, når barnet kommer eller måske bliver uretfærdige ind imellem, vil ikke gøre stor skade.
Men er det et mønster i familien, vil det påvirke barnets personlighed. Mangel og savnbehov kommer til at dominere livet. En ubehagelig følelse af, at andre skal se en og opleve en, for at man kan blive sig selv.
Hvordan barndommen påvirker et barn afhænger af barnets modstandskraft og psykiske styrke. Der er arvelige og miljømæssige faktorer, som har betydning for udviklingen. Det har også betydning om der ud over forældrene har været andre personer, som tog sig af barnet f.eks. bedsteforældre, mostre, onkler, naboer eller andre, som barnet på den ene eller anden måde følte sig knyttet til.
Nogle forældre har måske meget travlt i hverdagen og overskuddet er ikke så stort, når de kommer hjem fra arbejde. Nogle har ægteskabelige problemer, skænderier og er måske uenige om opdragelsen af deres børn. Skilsmissebørn som bor skiftevis hos far og mor, er afhængige af forældrenes samarbejde og skal hele tiden omstille sig. Alkohol ændrer forældrene psykisk, og far eller mor er pludselig ikke genkendelige i deres reaktioner, når de har drukket. De er måske ikke i stand til at tage sig af børnene – bliver ligeglade og lader børnene klare sig selv.
Så længe barnet ikke kan sige noget, er det totalt afhængig af, at forældrene kan finde ud af, hvad det har brug for – er det sulten, vil det snakkes med, har det brug for hvile og søvn, en tør ble osv. Når barnet først begynder at tale, er det nemmere, at finde ud af, hvad det ønsker, og afhængig af forældrene få opfyldt de behov det har.
Et større og større problem er mobiltelefoner og computere. Disse ting forhindrer både de lidt større børn og voksne i at være sammen. Det er uforpligtende at sms’e, spille, være på Facebook – man kan sidde sammen uden at være sammen. Man ser ofte familier, hvor mor og far sidder med mobiltelefoner og sender sms’er og slet ikke ser og hører barnet, som forsøger at få kontakt. Eller når børnene bliver større, ser man også det modsatte problem.
Den måde vi bliver behandlet på som børn, vil påvirke vores personlighed og dermed også vores liv. Det er altafgørende, at vores opvækst har været tryg, og at vi har stolet på vores forældre. Har vidst at de kunne/ ville hjælpe os, når vi havde brug for det.
Er vi vokset op i et hjem, hvor vi har følt, at vi ikke fik vores forældres kærlighed og omsorg, vil det påvirke os i fremtiden. Hvis barnet ikke får forældrenes kærlighed og omsorg, vil det komme til at føle sig forkert.
Som udgangspunkt synes et barn aldrig, det er forældrene, der er noget i vejen med. Hvis ikke far eller mor kan lide mig, må det være fordi, der er noget galt med mig. Hvis jeg er meget sød, stille, gør hvad de siger -selv om jeg ikke har lyst, gør tjenester, hjælper osv., vil de sikkert bedre kunne lide mig. Man føler sig som en defekt, at man ikke er et ordentligt menneske, et menneske der ikke fungerer, man slår ikke til. Man undertrykker sig selv. Virkningen af en ”dårlig” barndom skaber en villighed til at sætte sig selv til side. Det forstærker undertrykkelsen i en selv og man spærrer sig selv mere og mere inde. Vi lærer at udsætte vores behov.
Har man levet i et barndomshjem, hvor tingene var meget uforudsigelige, hvor der ikke var plads til mig, hvor alting virkede meget stresset, vil man som barn og voksen kunne få store problemer svarende til PTSD. Det er invaliderende f.eks. ikke at kunne huske, hvad der skal handles ind, ikke kunne huske aftaler, hele tiden være på vagt, man skal hele tiden have styr på, hvad der skal ske, så man ikke bliver urolig, ikke at kunne overskue tingene. Som barn vil man have svært ved at koncentrere sig i skolen og man vil få problemer med at overskue dagligdagen. Man kan enten trække sig ind i sig selv – blive stille, eller blive voldsom og oprørsk.
Da følelsen af ikke at slå til er voldsomt ubehagelig, vil man gøre alt for at undgå den, men man kan ikke selv gøre noget ved den. Mennesker vil gerne gå meget langt for at undgå at opleve forlegenheden – (at føle sig dum f.eks.) inden i, derfor gør man noget andet – man bliver kedelig og lever ikke sit liv helt og fuldt.
Psykoterapi vil hjælpe dig, til at kunne mærke dig selv og dine behov.. Du vil få livsglæden og troen på dig selv igen. Du vil få bearbejdet de ting der ”fylder” i dagligdagen, og vil få nye redskaber til at gøre tingene anderledes end du plejer.
Ring på telefon: 40855010 eller 22808010